Fritidspasordningen er for børn og unge i alderen 6-17 år (fra 0. klasse) i Samsø Kommune, der ikke er forenings- eller musikskoleaktive.

Et fritidspas kan benyttes som tilskud til betaling af kontingent i foreninger i Samsø Kommune og som tilskud til betaling af aktiviteter i Samsø Musikskole. Fritidspasset kan desuden benyttes til betaling af ture, arrangementer og udstyr m.v., som knytter sig til den pågældende foreningsaktivitet. Fritidspasset gives, når økonomi er en barriere for barnets manglende deltagelse i fritidsaktiviteter, eller hvor det skønnes at deltagelse i en fritidsaktivitet vil kunne være afgørende for barnets fysiske, psykiske eller sociale udvikling.
Tildeling af fritidspas
For at blive tildelt fritidspas skal der udfyldes en ansøgningsblanket samt en samtykkeerklæring.
Ansøgningsblanketten og tilhørende samtykkeerklæring udfyldes af foreningen, barnet/den unge ønsker at tilmeldes, sammen med barnet/den unge og en forælder/værge og sendes til Samsø Kommunes SSP-konsulent, som vurderer ansøgningen. Godkendes ansøgningen, overføres det ansøgte beløb direkte til foreningen eller erhvervsdrivende - alt efter, om det drejer sig om kontigentbetaling eller erhvervelse af udstyr m.v..
Kontakt SSP-konsulenten for ansøgningsblanket og samtykkeerklæring på auasm@samsoe.dk.