
Skoven er plantet i 2021 i et samarbejde mellem Samsø Kommune, Klimaskov Danmark/Ren Flyrejse og Københavns Universitet. Den er finansieret af donationer fra virksomheder og private, der gerne vil sende et signal om, at vi skal gøre noget ved klima- og biodiversitetskrisen.
Forskere ved Københavns Universitet har designet skoven med henblik på at opnå højt CO2 optag samtidig med, at det skal være et rart, rekreativt område. Det betyder både noget for sammensætningen af træarter og skovens drift.
Den største klimaeffekt opnås, hvis skoven forvaltes med henblik på, at opnå stor tilvækst og træerne høstes og udnyttes optimalt. Det betyder blandt andet, at der tyndes ud i træerne, mens de vokser sig store, så de bedste træer får en bedre tilvækst og højere kvalitet. At de modne træer bruges til langtidsholdbare formål, som fx. byggematerialer, når de fældes og at der plantes nye træer i skoven, når de gamle fældes.
Nedfaldne smågrene og løv optages naturligt i jordbundens kulstofpulje, men hvis skoven blev overladt til en naturlig fornyelse og nedbrydning, ville den om ca. 100 år opnå en balance, hvor den optager og udleder lige meget CO2.
Billedet viser mindestenen til ære for klimaforkæmper Pete Sims.