
Samsø Kommune inviterer til borgermøde om ønsker, ideer og forslag til udviklingen af landsbyer på Samsø med særligt fokus på Mårup og Toftebjerg som potentielle omdannelseslandsbyer.
For at bevare og styrke de samske landsbyer, vil Samsø Kommune undersøge muligheden for at etablere en eller to omdannelseslandsbyer. Det giver kommunen særligt frie rammer til at udvikle en helhedsorienteret og langsigtet plan, der tydeliggør mulighederne for udvikling i de udvalgte landsbyer. Planen kan blandt andet indeholde retningslinjer for hensigtsmæssig placering af erhverv, nyetablering af et mindre antal boliger med en attraktiv placering og/eller omdannelse af overflødiggjorte bygninger til et lille antal boliger eller mindre erhverv.
I november 2022 besluttede Kommunalbestyrelsen, at der i første omgang arbejdes videre med Mårup og Toftebjerg som potentielle omdannelseslandsbyer. Derudover arbejdes der med de øvrige landsbyer om, hvordan deres idéer kan realiseres indenfor de eksisterende planrammer.
Vi opfordrer alle, der er interesseret og nysgerrige på at høre mere om mulighederne ved omdannelseslandsbyerne, til at tilmelde sig borgermødet, der foregår på Stay by Stage i Nordby, torsdag den 30. marts fra kl. 19.00 til 21.00
Teknisk Forvaltning vil på mødet også gennemgå kommuneplanrammerne på Samsø og fortælle om forvaltningens håndtering af eventuelle projekter, der bliver sendt til kommunen. I forhold til lokalplanlægning og byggerådgivning.
Samsø Kommune har mulighed for at udpege to omdannelseslandsbyer i kommunalplanperioden, som løber over 4 år tilsvarende valgperioden for Kommunalbestyrelsen.
Er du interesseret i at deltage i borgermødet, så bedes du tilmelde dig til:
Teknisk Forvaltning på tlf. 87 92 23 70 eller mail: POST-Teknisk@samsoe.dk
Tilmeldingsfristen er tirsdag den 28. marts kl. 12.00.