
En treårig bevilling fra Velux Fonden på i alt 1,8 mio. kr. skal åbne nye fællesskaber for mennesker i psykisk mistrivsel og styrke den mentale sundhed på Samsø.
Projektet ”Styrket mental trivsel på Samsø”, der har opnået bevillingen, er et samarbejde mellem Sambiosen, Kultur-, Idræts- og Frivilligcenter og Samsø Kommunes Støtteteam, som i fællesskab skal udvikle nye metoder, der gør mennesker i psykisk mistrivsel trygge ved at deltage i aktive og meningsfulde fællesskaber på Samsø.
Det kommende projekt falder godt i tråd med kommunens nye sundhedspolitik, der bl.a. har fokus på at skabe fællesskaber med plads til alle. Derfor er Formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget, Anita E. H. Olesen, meget glad for Velux Fondens bevilling:
”To af målene i den nye sundhedspolitik er at øge udsatte gruppers deltagelse i kultur-, idræts- og foreningslivet på Samsø og skabe rammerne for, at alle børn, unge og voksne føler sig inkluderet i et fællesskab. De mål kan det nye samarbejdsprojekt forhåbentligt bidrage til at indfri”.
Projektet vil bl.a. indebære opstart af nye aktiviteter inden for personlig træning, forskellige bevægelsesaktiviteter, naturtræning og fællesspisning, som efterspørges af målgruppen. Aktiviteterne vil foregå på mindre hold for at gøre det mere trygt at deltage.
Derudover vil brobygningsaktiviteter til etablerede foreningsaktiviteter og frivilligt arbejde være en væsentlig del af projektet, som også skal medvirke til at styrke samarbejdet mellem Samsø Kommune og civilsamfundsorganisationerne på øen.
Marie Obling Møller, leder af Frivilligcenter Samsø i SamBiosen, udtaler i forbindelse med projektbevillingen:
”Med frivilligcentret, som vi startede i januar 2023, er der kommet et større fokus på at få mennesker, der af forskellige årsager ikke så ofte deltager i forenings- og frivilligtilbud med i fællesskabet, og dette projekt giver os netop mulighed for at arbejde meget målrettet med det. Vi har i forvejen et godt samarbejde med Samsø Kommune og glæder os til at skulle arbejde endnu tættere sammen med Støtteteamet om et virkelig vigtigt område – nemlig at styrke den mentale trivsel på Samsø”.