En grøftekant kan være en smal ensartet stribe, der adskiller asfalteret vej fra dyrket mark – og den kan være bred og artsrig, løbe igennem fredede områder og rumme en helt særlig vegetation.
Selv om grøftekanter fremstår meget forskellige, er de tidligere blevet behandlet ret ens. I dag er der øget fokus på at bevare natur og skabe bedre levesteder for vilde planter og dyr. Med den rette vedligeholdelse kan mange grøftekanterne udvikle sig til smuk og varieret natur.
Som al anden natur vil grøftekanter ”springe i skov” uden vedligeholdelse. Vedligeholdelsen sker ofte ved slåning og sikrer, at vejene kan opfylde de trafiksikkerhedsmæssige formål.
Det bedste tidspunkt for slåningen kan afhænge af jordbunden og naturindholdet. På næringsrige jorde kan slåning i slutningen af maj og lidt ind i juni fremme lavtvoksende arter og sikre blomsterrige grøftekanter i sensommeren. En varieret vegetation er en forudsætning for et varieret dyreliv.
Arealmæssigt kan grøftekanterne måske synes som en ligegyldig bagatel. Hvis vi antager, at Samsøs grøftekanter i gennemsnit er 2 meter brede, udgør de et samlet areal på ca. 60 hektar eller knap 100 fodboldbaner. Uanset arealets størrelse så findes grøftekanterne, der hvor vi færdes dagligt, som fodgængere, cyklister eller i bil. Grøftekanterne er derfor nok den naturtype, der opleves af flest mennesker.
Det gør Samsø Kommune
Af trafikale hensyn slås vegetationen omkring vejskilte og kantpæle samt en smal bræmme tæt på den asfalterede vej af hensyn til gående og cyklister. Ved vejkryds og andre steder hvor der er behov for ekstra udsyn, slås en større del af grøftekanten. Der kan være særlige strækninger, hvor kommunen forsøgsvis helt vil undgå slåning eller slå på ”alternative” tidspunkter for at fremme en special vegetation.
Som privat lodsejer må man ikke slå vej- og grøftekanter ud for ens ejendom, selvom det kan være fristende at tage en tur med havetraktoren. Er der nogle helt særlige årsager til, at der ønskes yderligere slåning, kan man kontakte kommunen. Hvis grøftekanter for eksempel grænser op til marker med frøgræs, kan landmanden bede kommunen om at slå hele grøftekanten.
Kommentarer og spørgsmål kan rettes til Samsø Kommune, Teknisk Forvaltning.