
Nu er det muligt at indstille kandidater til Samsø Kommunes Kultur- og Ildsjælspris. Priserne uddeles ved et festligt arrangement torsdag d. 29. september i Kultursalen, SamBiosen, kl. 17.00-19.00.
Kender du en ildsjæl, som har bidraget med en ekstraordinær frivillig indsats på Samsø? Eller en personlighed eller forening, som har ydet et særligt stykke arbejde til gavn for det samske kulturliv? Så grib pennen eller tastaturet og indstil den person, de personer eller den forening, som du synes fortjener en påskønnelse for deres indsats i 2022.
Indstillingsperioden starter mandag d. 1. august og løber frem til fredag d. 2. september kl. 12.00. Efter d. 2. september samler en dommerkomité alle indstillingerne – og udvælger herefter en modtager af henholdsvis Kultur- og Ildsjælsprisen.
Ildsjælsprisen – en frivillig, ulønnet indsats
For at komme i betragtning til Ildsjælsprisen skal kandidaten have udøvet en frivillig, ulønnet og uselvisk indsats. Det kan være en frivillig indsats over for børn eller ældre, i en forening, en institution – eller i forbindelse med et bestemt arrangement.
Det vigtigste er, at indsatsen har været til glæde for de samske medborgere. Indstilles flere personer eller en forening, skal der udvælges en repræsentant til at modtage prisen.
Kulturprisen – en indsats for det samske kulturliv
Modtageren af Kulturprisen skal til gengæld have gjort noget godt og vigtigt specifikt for kulturlivet på Samsø. Arbejdet må gerne have været lønnet. Dog skal personen, foreningen eller institutionen have folkeregisteradresse på Samsø for at komme i betragtning.
Indstilles flere personer eller en forening, skal der ligeledes i forbindelse med kulturprisen udvælges en repræsentant til at modtage prisen.
Indstil online eller udfyld en blanket
Det er muligt at indstille kandidater online via Samsø Kommunes hjemmeside på adressen www.samsoe.dk/priser eller ved at hente en blanket i receptionen på Rådhuset og på bibliotekerne i både Tranebjerg og Nordby.
Den udfyldte blanket kan afleveres i de opstillede stemmebokse samme sted, afleveres i kommunens postkasse, indleveres i receptionen på Rådhuset i den normale åbningstid eller sendes i en lukket kuvert til Samsø Kommune, Søtofte 10, 8305 Samsø, att.: Kulturprisen/Ildsjælsprisen, Sarah Heiberg Sestrup.
Alle indstillinger skal være modtaget senest fredag d. 2. september 2022 kl. 12.00.