Skip til hoved indholdet

Vi kigger forgæves efter tredje dobbelttur

På ruten Ballen-Kalundborg

Ved årsskiftet starter en ny kontraktperiode for ruten mellem Samsø og Kalundborg, og dermed træder et nyt krav i kraft. Efter ønske fra Samsø Kommune skal der dagligt sejles minimum tre daglige dobbeltture, men der er desværre givet dispensation, så det ikke gør sig gældende fra starten af 2025.

Det har længe været et ønske at få en højere frekvens på ruten Ballen-Kalundborg end de to daglige dobbeltture, der sejler på lavkapacitetsdage, hvilket er langt de fleste dage. Samsø Kommune har derfor gentagne gange fremført sit ønske, senest som et af to primære ønsker til udbudsmaterialet til den kontraktperiode, der begynder 1. januar 2025. Der var derfor stor tilfredshed, da det fremgik af materialet , at der skulle være minimum tre daglige dobbeltture.

I øjeblikket er Ballen Færgehavn ved at blive ombygget til den nye færge, der skal sejle på ruten. Færgen er dog forsinket, og den nuværende sejlrute mellem Kolby Kås og Kalundborg fortsætter således, også når der snart står 2025 på kalenderen. Det forhindrer dog ikke, at der kan sejles tre daglige dobbeltture, så det lever op til kravet i udbudsmaterialet. Derfor undrer Samsø Kommune sig over, at der er givet dispensation til Molslinjen, der har vundet udbuddet og er operatør på ruten.

Flere daglige ture mellem Samsø og Kalundborg vil give større fleksibilitet, og det har vi set frem til med store forhåbninger. Det kan gavne bosætningen, da det giver bedre mulighed for at bo på Samsø og arbejde helt eller delvist i Østdanmark. Det kan gavne vores indsats med at øge helårsturisme, da det giver flere muligheder for at tilrettelægge f.eks. en forlænget weekend på Samsø for gæster. Og det kan gavne erhvervslivet med en mere fleksibel varetransport til og fra Østdanmark. Derfor er jeg skuffet over, at Molslinjen ikke skal indfri kravet.

Borgmester Marcel Meijer

Så vidt Samsø Kommune er informeret, er der givet dispensation fra minimumskravet på tre daglige dobbeltture, indtil den nye færge indsættes. Det forventes at ske den 1. april 2025.

Hold dig orienteret om Samsø Kommune

Samsø Kommune

Søtofte 10
8305 Samsø

Telefon: +45 87 92 22 00
Mail: 

CVR-nr.: 23 79 55 15

Oplever du problemer med hjemmesiden?
Kontakt Samsø Kommunes webmaster
aumifl@samsoe.dk

Genveje til